 |
 |
|
 |
 |
28. januar 2010
Vi er nu tilmeldt et inspirations/trickkursus den 27. februar og den 27. marts, det foregår i Lersøparken på Østerbro, så vi er ikke så langt hjemmefra.
Men!!!!!
Ældste mutanten står klar til udrykning, den Yngste er nu 10½ måned, så løbetiden må være ved at nærme sig, og den skal såmænd nok komme, når hun skal på kursus - så er det godt, at der er en kvalificeret afløser parat.
23. november 2009 Der bliver ikke skrevet ret meget på denne side fordi alle nyheder kommer på forsiden. Men Yngste Mutanten har gennemført to hvalpemotivationskurser, har været figurant til en instruktøreleveksamen, går på et unghundehold og skal deltage i Light agility i januar 2010. Og så er hun blevet elitesvømmer, det er ikke babysvømning mere, hun elsker det, og kan ikke komme hurtigt nok op i bassinet i Tåstrup Hundesvømmehal om mandagen. Så er der sportræningen - hun er bare supergod - teenagehund eller ej, det er glemt når det gælder spor, så er hun bare tændt, alt andet er ligegyldigt - fantastisk at være hende der er for enden af sporlinen - jubii.
5. august 2009 Den sidste hvalpetand er væk, og der blev ikke en eneste til "mors" hvalpetandssamling, de er enten slugt eller forsvundet i græsset. Jeg har 6 af Nellie´s, så øv altså. Men i morgen starter hun til Unghunddetræning, så det er vel passende at hvalpetænderne er væk. Den 11. august bliver hun 5 måneder, og hun ligner faktisk også en hund - ca. 20kg og ca. 46cm, så der er ikke meget babyhund over hende. Fra i morgen og til søndag aften - måske mandag formiddag, flytter hendes gode ven og klassekammerat Marley(han er en Spinone) ind på Rottedammen, da hans troløse "forældre" tager til Skanderborg Festival. Så det bliver en lang weekend, med genoptræning af min arm i Tårnby Sundhedscenter, Dragør Marked, Unghundetræning, Lydighedstræning med Nellie og Spor på søndag med dem alle 3, det skal nok blive festligt. Marley kommer på et testbesøg lige om lidt, for hvordan vil mine gamle "fyre" reagere??? De gamle kattedrenge er 15år og 17år, og dem må der ikke indledes jagt på, så vi krydser poter og håber det bedste.
24. juli 2009 Hun vokser og vokser, men når jeg sammenligner med Nellie´s højde og vægt i samme alder, er hun en del mindre, sammenligner jeg med forgængeren Mollie III er hun en del større, så hun ender nok med at blive en superhund. Nellie er for stor og Mollie III var for lille. Og nu rasler pløkkerne ud af munden på hende, hun har fået rigtig fine fortænder i overmunden, men jeg er ikke helt tilfreds med fortænderne i undermunden, en sidder lidt skævt, men de er ikke udvoksede endnu, så det kan nå at rette sig, ellers må hun have bøjle på - hihi Sportræningen går supergodt, hun bliver bedre og bedre, og er helt tændt på det. Vi har også fået mulighed for at forsætte på unghundehold/lydighedstræning fra 6. august i vores egen klub. Det kommer til at gå lidt ud over Nellie når vi overgår til vintertræning fra oktober, for så prioriterer jeg Yngste Mutanten. Til gengæld får Nellie nogle ekstra spordage.
8. juli 2009 Det er næsten ved at være pinligt - men - mit kamera duede heller ikke den sidste gang vi var til træning hos Irene Jarnved, så nu overvejer jeg seriøst at investere i et nyt. Det var stegende hedt - så det var noget af en opgave at få motiveret de yndige små, men det lykkedes fint for The Rattlesnake( barnet har fået nyt navn, for hun er hurtig som en klapperslange når det gælder godbidsopsamling). Vi søgte allesammen ind i den smule skygge der var omkring træningspladsen, prisen var mange myggestik, men alternativet var solstik. Vi er så heldige at mine instruktørkolleger Mona og Ruth uopfordret har tilbudt at undervise på det tidligste af mine Sommer-Rally-O hold, så derfor kan Stud. Canis Yngste Mutant-Mollygold Mulan Mollie Rattlesnake, være med alle seks gange på "luksushvalpeholdet" hos MetteA - jubii.
   I søndags fik hun for første gang lagt et spor i højt græs og det gik supergodt. Hun fik også prøvet et lille kaninslæbspor - halen piskede af begejstring - og hun fandt uden problemer kaninen - hun bliver bare rigtig godt som sporhund.
 
26. juli 2009 Så har vi været til træning to dage i træk og begge dage har været succesoplevelser. I går aftes var vi i MetteA´s lille have - 5 hunde i meget forskellige størrelser og racer + Mettes egen hund Benni, og de råhyggede, det var bare så dejligt, og så fik de oven i købet lært noget, så den gode oplevelse fortsætter vi med næste torsdag. I dag har vi været til tredje træning i Måløv/Ballerup, vejret var sommeragtig, varmt og blæsende, kort sagt perfekt, også her fungerer tingene. Vi får repeteret noget vi kan i forvejen og får mange nye input, det er jo fantastisk at have Irene Jarnved + 6 næsten færdiguddannede instruktørelever til 8 hvalpe, det er "mandsopdækning" af den gode slags. Desværre er det sidste gang næste fredag, Mollie kommer helt sikkert til at savne sine store legekammerater - broholmer Freja og labrador Louis, men hun må ud at finde nye venner. Kameraet var selvfølgelig udgået for strøm, men vi prøver igen i næste uge.
12, juni 2009 Jubii, vi har været til hvalpemotivation hos Irene Jarnved og instruktørelever i Ballerup. Og det regnede, regnede og stormede, stormede så det meste af undervisningen foregik indendørs. Der er fem "klassekammerater", en Aussie, en Broholmer, en Lab, en Lab-blanding og så kammerat Caprio - Griffon bruxellois. Tiden gik med sit, dæk, stå, kontakt, kravle osv. Blondinebarnet holdt sig ikke tilbage, men hun klarede sig faktisk rigtig godt. To af instruktøreleverne har jeg næsten lige været sammen med på Anders Hallgren-seminar i Holte, så det var lidt hyggeligt at møde dem igen. Og så er Aussiens ejer opdrætter af Aslan, min instruktørkollega Mettes hund, hundevennerverdenen er lille. De "store" hvalpe fik et kvarters leg udendørs i regnen, da Mollie og den lille lab-blanding er de yngste, blev de sat sammen - meeeen - den unge blondine søger sig en kvalificeret sparringspartner - så yngre eller ej, hende der Freja Broholmer er mere min stil, og så gik det over stok og sten. Vores tur hjem i Tove og Caprios bil, blev en laaang tur, 1. gear havde været tilstrækkeligt. Frederikssundsmotorvejen blev lukket - efter vi var kørt på, den var delvis oversvømmet. Tove vidste ikke, at hendes lille Fiat er et amfibiekøretøj, men den kan sagtens pløje sig gennem ca. ½m vejbanevand. Lykkeligt uvidende om alle strabadserne, snorksov de to yndige små hele vejen hjem, så drømmen om en fredelig aften med en træt hvalp holdt ikke. Aftenturen på fælleden slap jeg ikke for. Vi glæder os til næste fredag - og håber på bedre vejr, så kan vi få taget nogle billeder af klassen.
Primo juni 2009 Igen idag har miniguldfisken været til svømning, nu begynder det at ligne noget, specielt når hun kommer i bassinet sammen med sin værge Nellie, så er det rigtig skægt. Desværre er det lidt svært at tage billeder af dem - to hunde - en ikke fungerende højre arm, og så også fotografere, det rækker de motoriske evner heller ikke til. Hun er ved at blive rigtig god til at gå spor, nu har hun fattet pointen, og kan gå spor med knæk. Det er stadig et kort frisk spor med godbidder - men hold kæft - hun synes det er sjovt. Da husholdersken stadig har en ubrugelig højre arm, nasser vi os ind på kørelejligheder, og det indebærer at vi ankommer til træningspladsen i meget god tid. Så i sidste uge deltog hun i.s.f. for Ældste Mutanten på et LP1 træningshold, hun er bestemt ikke uden evner, men vi starter nu alligevel fra bunden. På fredag er det første skoledag hos Irene Jarnved i Ballerup. De to seler jeg har lånt af Násti ´s ejer er nu ved at være fortid. 11,5 kg hvalp fylder noget mere end babyhvalpen for fire uger siden, så jeg måtte til lommerne på Dragør Marked og købe en sele, som hun forhåbentlig kan være i et par måneder - jeg er den fødte optimist!!! Men efterfølgende kan selen indgå i AAL´s hvalpeseleudlån. I morgen skal hun vaccineres for anden gang, og så står verden for alvor åben. Der er et par svømmebilleder lagt ind i Billedgalleriet. .
Ultimo maj 2009 Vi har været til den første svømmetur i Tåstrup hundesvømmehal, og det gik bare - supergodt - Svømmetræningen blev der brug for dagen efter, da vi gik fælledtur sammem med hundevennerne fra Sundby. Benni Bomstærk (Jack Russell) fik puffet lillepigen i kanalen. Benni´s lykkelige ejer Mette, måtte smide sig fladt ned på maven i kanalkanten for at fiske Mollie op igen, det var lige før Mette også var endt i kanalen, det så ret sjovt ud, jeg kunne desværre ikke hjælpe til, en brækket arm kan åbenlyst være en fordel i visse situationer. Det var et af de øjeblikket kameraet var stærkt savnet. Vi fulgtes også med Tove og hendes tre griffoner, yngstemanden - Caprio - på bare 9 uger er Mollies kommende klassekammerat til hvalpetræningen i juni. Vi fik også hilst på 15 andre hunde, så Mollies eftermiddag blev brugt til at genoplade batterierne, men efter et par timer og lidt mad, var hun parat til de næste udfordringer.
20 .maj 2009 Nu er Yngste Mutanten blevt 10 uger - 8,5kg og 34,5cm. Det går fremad med alting og Nellie har forliget sig med hende, dog ikke hvis hun har fået noget, som er særlig lækkert, og Mollie så bare kommer mosende for at inddrage det. Når vi går tur på fælleden, følger hun i hælene på Nellie, det store forbillede, og gør alt hvad Nellie gør - SÅH! Nellie - det forpligter, du må ikke lære hende dirthy tricks. Vi har et par gange mødt STORE fremmede hunde, og så piver den lille, der går et splitsekund, og så er Nellie til stede for at forsvare hende. Hvis Mollie skal have bank, så skal Nellie nok selv klare den affære. På vores aftentur i dag oplevede Mollie noget helt vidundeligt, vi har det sidste døgn fået ca. 20mm regn, så der var MEGA VANPDYTTER på grusvejen ud fra fælleden - jubii!!!!!!! Jeg kan kun sige at hun var meget pænere da vi gik hjemmefra, end da vi kom hjem igen. Det er så lige et problem at skulle tørre hende i et håndklæde, da jeg er midlertidig handicappet. Onsdag i sidste uge hentede jeg nogle papirer, gik og læste i dem, og glemte alt om den "vejspærring" der var sat i døråbningen ind til computerværelset, og stod lige på hovedet ind over den, resultatet er, at jeg mangler huden på højre skinneben, og har brækket højre overarm, bortset fra at det gør ondt, er det også særdeles upraktisk at være énarmet hvalpedomptør. Så den daglige håndtering, med tænder, ører, pelspleje o.s.v. er sat lidt i bero, men vi får da klikkertrænet efter bedste evne, så vi skal nok nå det hele. Den 12. juni starter vi på hvalpemotivation hos Irene Jarnved i Måløv, og det glæder vi os til. Der er lidt stemningsbilleder sidst i billedgaleriet.
8. maj 2009 Turen hjem gik supergodt, selvom Ældste Mutanten Nellie er meget jaloux og hader hende af hele sit hjerte, men det er kun et spørgsmål om lidt tid, Nellie skal bare finde ud af, at vi har bestemt os for at beholde TurboMollie/Krapylet/YngsteMutanten/Blomsterdræberen/Træskomorderen/ Papiflænseren/Cykeljægeren osv osv. Tja! allerede efter to dage er navnelisten støt voksende.
Hun skulle køre 267km i bil for at komme fra Horsens til Rottedammen !!!!!! - Køresyg? - Det er livet for kort til.
Vi holdt pause på en rasteplads på Fyn, og der benyttede hun lejligheden til at gøde den fynske muld, så sov hun en times tid, hvorefter hun berigede jorden på rastepladsen ved Antvorskov ved at tømme sin blære, så igen en time på øjet, og lige pludselig var vi hjemme. Hun fik hilst på kattene - som tog det nogenlunde pænt - "mærkelige hunde" synes Mollie, derefter inspicerede hun haven og var så forøvrigt meget sulten.
Da vi skulle gå til ro, foretrak husets herre, at sove sammen med Turboen på sofaen i stuen, det gik også fint, indtil Nellie og jeg stod op kl. 6.00. Husherren berettede stolt, at Mollie slet ikke havde været i haven i SYV timer, men så hævnede hun sig, og tissede på hans sokker - så kan han lære det kan han.
I aftes var hun med mig på træningspladsen., der var lidt larm i bilen på vejen derned, hun var blevet sat i et stofbur og kunne derfor ikke hjælpe mig med at skifte gear - surt show. Jeg træner et hvalpehold torsdag aften, så der fik hun lov til at være med i frikvartererne - Men hold da op?? - Så hun ud til at tænke, da hun så hvalpene af seks forskellige racer, fra chihuahua og opefter, hun har aldrig mødt andre hunde end Golden retrievere, så det var en stor oplevelse at møde nogen af anden etnisk herkomst
Mellem frikvartererne var hun i pleje hos min instruktørkollega Emily og hendes mellempinscherhvalp Holly, som er et par måneder ældre end Mollie, så da timen var slut, og hun derefter havde jagtet et par cyklister (det er en af de unoder vi skal have afkodet) var hun helt stille i bilen på vej hjem, hun snorksov.
Så hun har også sovet rigtig godt i nat, helt alene i sit åbne bur. Jeg måtte vække hende kl. 03.15 for at invitere hende i haven. Vi nappede så lige tre timer sammen i min seng, men nu er batterierne helt genopladede igen - jubii en ny dag er begyndt - herligt når man er 8 uger og to dage og hele verden venter på at blive udforsket.
4. maj 2009 Det blev nu ikke til mange billeder, kameraet var i udu, men lidt længere nede på denne siden, er der et enkelt billede af "prinsessen" taget af Tom vores opdrætter.
1. maj 2009 I morgen kører vi til Horsens for at tage på skovtur med Mollie IV og hendes søskende. Efter at alle hvalpene er blevet testet, er Mollie nu udvalgt, det er den "lilla" tæve, ikke at golden retrievere nu også findes i farven lilla, men alle hvalpene har haft et lille neglelakmærke i pelsen, så det har været til at finde ud af, hvem der var hvem. Så når vi kommer hjem i morgen er der billeder af Mollygolds Mulan Mollie, indtil da er der lagt billeder bagest i Galleriet af hele flokken syv uger gamle.
9. april 2009 Vi har været i Horsens hos Kennel Mollygold, så nu har vi hilst på Mollie IV og alle hendes søskende og hendes mor Molly. De er bare så nuttede, de er fire uger gamle nu, og kan efterhånden mange ting selv, De kravler ud af hvalpekassen, ned af et trin til haven, spiser fast føde, og er også begyndt at bruge en kattebakke indendørs og noget til formålet udlagt rullegræs udendørs som toilet. Nellie var med i Horsens og synes sådan en hvalp er meget farlig, Tja!! det er vel egentlig ikke en overraskelse, og at der ydermere var en stor grøn papegøje i et bur, og to parakitter i et andet bur, gjorde det til en overvældende oplevelse for hende. Så efter alle de indtryk + knapt 600km i bil, gik hun ud som et lys da vi kom hjem. Vi skal på skovtur sammen med alle de andre hvalpekøbere lørdag den 2. maj, så det bliver spændende. Indtil da må vi nøjes med billederne. Der er lagt billeder i sidst i Galleriet.
15. marts 2009 Nu har hun fået et navn - hun skal stambogsføres:
MOLLYGOLDS MULAN MOLLIE
Navnet er godkendt af opdrætteren. Tak for hjælpen til alle hundevennerne, som har bidraget med rigtig mange gode Disney navne. Jeg valgte dette her, for så kan jeg i pressede situationer nøjes med at kalde hende 3M eller M3.
13. marts 2009 Nu kan Nellie blive forfremmet til Ældste Mutanten. Yngste Mutanten blev forløst ved kejsersnit i forgårs, lille Mollie har tre søstre og tre brødre og både mor og børn har det godt, de er seje i Horsens. Jeg håber der snart kommer et billede her på siden af det lille vidunder. Hun skal stambogføres med et Disneynavn, så tænketanken er sat på overarbejde. Vi glæder os så meget til den 6. maj - dagen hvor hun indtager Amager.
4. marts 2009 Måske er Mollie den fjerde slet ikke født endnu, men jeg har lagt billet ind hos Hanne i Årre som har tre tævehvalpe, de er lovet væk, men måske er der en der ombestemmer sig i sidste øjeblik. Og så har jeg også reserveret en evt. tævehvalp hos Tom i Horsens. Hans tæve - som hedder Molly - forventes at nedkomme i den kommende weekend, så nu venter vi spændt på den nye Yngste Mutant, så Nellie kan blive forfremmet til Ældste Mutanten .
Så er der fællesspisning 4 uger gamle ædedolke.
4. maj 2009 I lørdags var vi på skovtur i Horsens.
Mollie, hendes seks søskende, mor Molly, den kommende sambo Nellie(som synes de syv dværg-goldens er rædselsfulde) og en flok lalleglade hvalpekøbere.
Mollie udforskede skoven på egen pote, og endte dekorativt henslængt i et tvestammet træ.
Mon det er blondine-genet der, allerede slår igennem?
Men hun er da nuttet
Mollie dekorativt henslængt i træet.
7½ uge gammel og allerede linselus.
6. juli 2010
Her er Yngste mutanten som "legetante" til syv colliehvalpe.
"Se her rødder, dammen er til at bade i".
Nøj, hvor er hun modig!!!
|
|
 |
|
|
|
|
|
Jeg er nu Ældste Mutanten Nellie
|
|
|
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig!
Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE
|